Af Nanna Højlund, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, Anders Kühnau, formand for Danske Regioners løn- og praksisudvalg, og Stefan Hermann, formand for Danske Professionshøjskoler.
Dig, der læser den her avis, har en vigtig opgave. For du tilhører formentlig den voksne generation, som de unge rådfører sig med, når de står på tærsklen til uddannelsessystemet. Men hvad rådgiver du egentlig dine børn til at vælge?
I Danmark har vi over 900 videregående uddannelser, så valget og rådgivningen er heller ikke helt let. En del af uddannelserne er professionsbachelorer på velfærdsområderne. Det er fx uddannelsen til lærer, sygeplejerske, pædagog, bioanalytiker og administrationsbachelor.
Rigtig mange har de seneste ti år valgt velfærdsområdet som deres fremtid og søgt ind på en professionsbacheloruddannelse. Men efter mange år med flotte ansøgningstal, oplever flere af disse videregående velfærdsuddannelser i disse år et fald i søgningen. Hvis ikke vi får stoppet det fald, kan vi risikere, at vi i fremtiden kan opleve et gab mellem de mange, som har brug for hjælpen, omsorgen og professionalismen, og dem, der kan træde til.
LÆS MERE: Rekruttering til vigtige velfærdsuddannelser går den forkerte vej
Vores velfærdssamfund bygger på dygtige medarbejdere, som hver dag bidrager til, at det liv, vi kender, hænger sammen. Det kræver stærke uddannelser og ikke mindst dygtige unge, som søger ind på dem.
Vi skal sørge for, at de unge kender den fulde palet af uddannelsesmuligheder, når de overvejer deres fremtid. Og at de kan se en mening med de videregående velfærdsuddannelser.
Derfor har vi samlet vores kræfter som uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere, politikere og medarbejderorganisationer for sammen at skabe opmærksomhed om de mange spændende uddannelser og meningsfulde job, der ligger i velfærdsprofessionerne.
I fællesskab siger vi: Vælg en uddannelse med mening. Det er et meget bevidst ordvalg. For med en professionsuddannelse kommer man for eksempel til at bidrage til et sundhedsvæsen, som hjælper patienter og borgere, når de har allermest brug for det, man bliver et vigtigt menneske i en god tilværelse for børn og udsatte, eller man sørger for, at rammerne for vores offentlige sektor og dermed vores samfund er velfungerende. Dét giver i den grad mening for den enkelte – og for os alle.
Så vi har brug for dig, kære læser. Vores samfund bygger på, at der også fremover er dygtige og dedikerede unge, som bevæger sig ind i velfærdsfagene og får en uddannelse og et job med mening. Dét skal vi sammen fortælle dem.
Indlægget er bragt i AvisenDanmark 29. juni 2020.