Benita Bünger er balletdanser, men drømmer om at blive lærer. Gennem online undervisning på VUC kan hun kombinere studiet med jobbet som danser.
Det var egentligt ikke planen, at Benita Bünger skulle sidde på denne side af Atlanten lige nu. Men en verdensomspændende pandemi fremskyndede hendes hjemkomst fra USA og satte for alvor gang i uddannelsesplanerne.
Den 26-årige balletdanser havde ellers boet i USA i små tre år, da verdens lande lukkede ned et efter et. I USA underviste hun og arbejdede på forskellige projekter som danser. Benita havde også planer om at begynde på en uddannelse på et tidspunkt, men ville gerne vente lidt endnu.
”Jeg havde kontakt med en vejleder fra KVUC, som kontaktede mig i starten af året. Vi havde snakket sammen om, at jeg gerne ville tage nogle flere fag, så jeg kunne læse til lærer, og hun skrev og fortalte, at holdene på KVUC var ved at være fyldt op, men jeg ville gerne vente lidt. Da alt begyndte at lukke ned, skyndte jeg mig hjem til Danmark, og så var det oplagt at fortsætte min uddannelse,” siger Benita.
Fra balletdanser til lærer
Benita Bünger er vokset op i Odense på Fyn. Det var også her hun begyndte til ballet. Som 13-årig flyttede hun dog til København for at gå på den Kongelige Balletskole der. Da Benita gik på balletskolen, modtog de kun undervisning indtil 9. klasse, og derfor fik hun ikke taget en ungdomsuddannelse samtidigt med sine jævnaldrende. Hun fortsatte som aspirant og blev som 18-årig en del af balletkorpset på Det Kongelige Teater.
Men hun savnede akademiske udfordringer. I 2014 begyndte hun derfor at læse hf-enkeltfag online på KVUC ved siden af.
”Jeg er meget taknemmelig for den fleksible måde at læse på. Dengang arbejdede jeg jo 60-70 timer om ugen, så faste mødetider på en skole var ikke en mulighed,” siger Benita.
LÆS MERE: 700.000 uden uddannelse er en del af løsningen på mangel på arbejdskraft i vigtige velfærdsfag
Hun tog et fag ad gangen ved siden af balletten. Det var det, der var tid til. I 2017 valgte hun dog at sætte studiet på pause, da hun rejste til USA. Her arbejdede hun blandt andet på en række projekter som danser og underviste ved siden af. Og det var især der, at hun fandt glæden ved lærergerningen. Hun vil nemlig gerne være med til at gøre en forskel i børns liv, så de kan være sig selv. Benita synes, at der er blevet for lidt tid til følelser og individualitet.
”Jeg vil gerne tage ansvar for den tid og den rolle, jeg har i mine elevers liv og altid hjælpe dem med at definere sig selv. Så de vågner hver morgen og er stolte af, hvem de er, både overfor sig selv og overfor andre, og stolte af, hvordan de bruger deres tid, og hvad de ser i spejlet,” siger hun.
Friheden er digital
Da hun kom tilbage til Danmark i det tidlige forår, stod det også hurtigt klart, at uddannelse var den rigtige vej at gå. Der var ikke mange jobmuligheder, da alt var lukket ned. Benita begyndte derfor at undersøge, hvordan hun kunne læse til lærer, samtidigt med at hun kunne fortsætte med at danse, hvilket ofte betyder længere perioder i udlandet. Hun fandt den perfekte løsning, da Professionshøjskolerne tilbyder læreruddannelsen som fjernstudie.
”Jeg fandt ud af, at jeg kan tage uddannelsen digitalt, hvilket passer mig godt, fordi jeg så kan være mere fleksibel og rejse ud og arbejde ved siden af studiet,” siger Benita.
FAKTA: Stort potentiale i 700.000 uden uddannelse
Det er også en af de ting, hun elsker ved at læse hf-enkeltfag online. Benita er i gang med de sidste fag, inden hun skal søge ind på læreruddannelsen.
”Det giver mig uafhængighed og frihed. Men mest af alt er jeg bare glad for at have muligheden for at tilrettelægge mit liv helt selv,” siger hun.
Benitas mål er at begynde på læreruddannelsen efter sommerferien 2021.