Kronik: Vi skal som samfund ville mere med pædagoguddannelsen

Danske Professionshøjskoler: Seks anbefalinger til en ny og mere ambitiøs pædagoguddannelse

Danmark har brug for dygtige, professionelle pædagoger. Pædagoger, der gøder jorden under og sætter trygge rammer omkring børn og unges trivsel, udvikling, dannelse og læring. Pædagoger, der sikrer værdighed og selvstændighed for landets udsatte og borgere med særlige behov.

Sådan har det været historisk set. Pædagoger har spillet en nøglerolle i udviklingen af det danske velfærdssamfund, hvor de bl.a. siden 1960’erne og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har været garanter for omsorg, tryghed og pædagogisk kvalitet i de pædagogiske institutioner, når nu både mor og far skulle på arbejde.

Og sådan er det også i dag, hvor samfundets krav til pædagoger vokser og vokser og kvalificerede pædagoger nu spiller en central rolle i flere konkrete velfærdspolitiske initiativer på både børne-, unge-, voksen- og socialområdet. Her har bl.a. kvalitet i de pædagogiske institutioner, bedre indsatser for udsatte, inklusion og minimumsnormeringer haft både et kommunalt og nationalt politisk fokus de seneste år – og dermed fordret kvalificerede og professionelle pædagoger som centrale komponenter i, at de politiske initiativer kan føres ud i livet.

Fremadrettet lægges der også op til politiske initiativer, der kalder på professionelle pædagoger.

I sin nytårstale tegnede statsminister Mette Frederiksen en vision om at frisætte det kommunale område; at vi skal gå fra unødig regulering og bureaukrati til mere hjerterum og sund fornuft. Visionen om at frisætte lokalt er ganske givet fornuftig og rigtig at forfølge. Det er heller ikke første gang, at der har været et politisk ønske af den karakter. Men også denne gang må det understreges, at mere frihed ikke blot kræver mere sund fornuft. Det kalder også på stærke fagligheder, der ikke blot agerer ud fra synsninger og sådan-har-vi-altid-gjort, men baseres på en indgående professionalisme bestående af både viden, etik, dømmekraft og evnen til at handle. Det kræver – ganske enkelt – dygtige pædagoger, når vi vil sætte fri uden at sætte kvaliteten over styr.

Problemet er dog, at nutidens politiske ambitioner efterhånden ikke hænger helt sammen med virkeligheden, hvor der tegner sig i hvert fald to store udfordringer.

Udfordringer med at sikre nok professionelle pædagoger

Den ene udfordring er, at færre i dag vil være pædagog. Det stod lysende klart for nylig , hvor tallene for, hvor mange unge der – via kvote 2 – har søgt ind på Danmarks største videregående uddannelse med mere end 17.000 studerende; pædagoguddannelsen. På et år er antallet af 1. prioritetsansøgere faldet med 21 pct. Og set over de seneste fem år er faldet oppe på hele 42 pct.

Udviklingen er alarmerende. Både fordi det er fortsættelsen på en udvikling, vi har set over de seneste år. Men også fordi Danmark reelt har behov for, at flere vælger den pædagogiske profession til. Allerede i dag oplever kommuner landet over, at det er vanskeligt at rekruttere kvalificerede pædagoger i både daginstitutioner og på bo- og væresteder. I sin seneste opgørelse fra december 2021 viste Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) fx, at der over en periode på seks måneder i 2021 var hele 4.420 forgæves forsøg på at rekruttere pædagoger på landsplan. Og manglen på pædagoger bliver ikke mindre fremover. Ifølge en analyse foretaget af DAMVAD Analytics vil Danmark mangle mere end 13.000 pædagoger i 2030.

Det sker samtidig med, at vi ser ind i en demografisk udvikling, hvor der i 2030 vil være ni pct. færre unge 17-årige, som kan søge ind på uddannelserne i Danmark. I det lys tegner en lidet attraktiv pædagoguddannelse derfor konturerne af en regulær velfærdskrise på det pædagogiske område, hvor der ganske enkelt vil blive massiv mangel på kvalificeret arbejdskraft.

En anden udfordring er konklusionen i Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af pædagoguddannelsen, der blev offentliggjort i november 2021: de nyuddannede pædagoger bliver i dag ikke dygtige nok.

I evalueringen er listen af kritikpunkter lang. Fx mener kun 23 pct. af arbejdsgiverne og 37 pct. af de nyuddannede pædagoger, at uddannelsen har klædt dem ordentligt på til det pædagogiske arbejde. Under halvdelen af de pædagogstuderende mener, at der var sammenhæng mellem det, de lærte i praktikken, og det de lærte i undervisningen. Og godt en femtedel af praktikvejlederne oplever, at samarbejdet med professionshøjskolerne ikke er velfungerende, mens det også gælder den anden vej: underviserne oplever, at de og praktikvejlederne i de pædagogiske institutioner ofte taler forbi hinanden.

Der er – heldigvis – nuancer i kritikken. Tre ud af fire studerende er fx enige i, at de får et højt læringsudbytte af både undervisning og praktikforløb. Men uanset ståsted stiller evalueringen spørgsmålet, om pædagoguddannelsen i dag matcher de velfærdspolitiske ambitioner i Danmark anno 2022. Og koblet med både udsigten til mangel på pædagoger og den faldende interesse for at søge pædagoguddannelsen er spørgsmålet, om vi i Danmark på forhånd må opgive velfærdspolitiske ambitioner – alene fordi, der ikke er nok, dygtige pædagoger til at sikre, at de føres ud i livet?

En ny pædagoguddannelse kan være vejen frem

Løsningen på behovet for flere kvalificerede pædagoger er ikke simpel. Det kræver, at vi drejer på de helt store håndtag. Men en del af ligningen handler om en bedre og mere attraktiv pædagoguddannelse.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) udtalte således i forbindelse med offentliggørelsen af evalueringen, at ’uddannelsen skal være bedre – så kvaliteten i daginstitutioner, bosteder osv. kan løftes’. De ord giver vi ministeren ret i.

Det er på uddannelsen, at vuggestuepædagogen tilegner sig den faglighed, der skal sikre, at dagen på gul stue ikke bliver præget af tilfældighed eller pasning, men i stedet præges af omsorg, livlige fællesskaber, kreative aktiviteter, dybe relationer, lærerige konflikter og udfordrende muligheder for de helt små. Det er på pædagoguddannelsen, socialpædagogen skærper, træner og afprøver sin pædagogfaglige dømmekraft, så den udsatte borger får reel mulighed for at opleve hverdagen og livet som et fuldgyldigt og værdifuldt menneske i de fællesskaber, som er så vigtige at være en del af.

Derfor er det grundlæggende en god velfærdsinvestering at sikre de kommende pædagoger en stærk faglighed.

Det er endnu uklart, hvornår den politiske opfølgning på evalueringen af pædagoguddannelsen sættes i gang. Mens vi venter på en køreplan for udviklingen af uddannelsen, har professionshøjskolerne dog taget forskud på arbejdet med at konkretisere ambitionerne for fremtidens pædagoguddannelse. Vi, der har uddannelsesansvaret hvilende på skuldrene og en indgående indsigt i, hvor skoene trykker, kan – ganske enkelt – ikke lade være.

Det bud, der bl.a. bygger på tætte dialoger med alle medarbejdere på pædagoguddannelsen hen over de seneste to år, vil vi gerne tegne op allerede nu.

På pædagoguddannelsen uddanner vi først og fremmest til et pædagogisk arbejde i vuggestuer, børnehaver, skoler, fritids- og klubtilbud, botilbud, væresteder etc. Det må og skal fortsat være det afgørende mål, og derfor er udgangspunktet, at en styrkelse af det særligt pædagogfaglige skal være afsættet for et kvalitetsløft.

Nuværende uddannelse mangler fokus på pædagogfagligheden

Det kan lyde som en banalitet, at pædagogens faglighed og dannelse skal være i centrum. Men tidligere har vi desværre set et politisk fokus være på uddannelsens tilpasning til et internationalt uddannelsessystem. Det har muligvis rummet muligheder. Men vi kan konstatere, at den pædagogfaglige sammenhæng, progression og røde tråd i uddannelsen af dygtige pædagoger har betalt prisen til fordel for modulopbygning og muligheden for fleksibilitet i uddannelsens sammensætning. Det er ikke sådan, vi bør uddanne pædagoger i Danmark. Fokus skal være på pædagogen og det pædagogiske arbejde.

Det pædagogiske arbejde kræver en pædagogfaglighed med den rette blanding af både indgående viden, stærk dømmekraft og solide handlekompetencer. Og netop koblingen af den teoretiske indsigt, den praktiske kunnen og den afgørende refleksion er pædagoguddannelsens helt særlige professionsfaglige DNA. Det er også derfor, pædagoguddannelsen ikke kan eller skal spejle sig i universitetsuddannelsens store forelæsningssale og høje grad af selvstudie. Ej heller kan erhvervsuddannelsernes mesterlære være forbilledet.

At blive en dygtig, professionel pædagog betyder, at den studerende både skal læse, terpe, tænke og dykke ned i det teoretiske stof. Og at den studerende skal træne, øve, afprøve og reflektere over det pædagogiske virke. Det er den løbende vekselvirkning, der opøver og danner en kompetent og professionel pædagog. Og den balance skal styrkes.

Det kræver et opgør med nogle af de uddannelsesvisioner, der lå til grund for den nuværende uddannelse. Og det kræver en større og langsigtet reform af uddannelsen – ikke blot småjusteringer.

Derfor har professionshøjskolerne gennem det seneste år arbejdet på et samlet uddannelsesfagligt oplæg til, hvordan vi styrker pædagoguddannelsen, der i dag består en fællesdel på godt et år samt derefter tre specialiseringer – hhv. dagtilbuds-, skole- og fritids- samt social- og specialpædagogisk specialisering. Oplægget, der bygger på tætte dialoger med medarbejderne på pædagoguddannelsen, indeholder en model for en ny uddannelse samt seks uddannelsesfaglige bud på, hvordan en reform af den 3½-årige pædagoguddannelse, kan se ud:

Danske Professionshøjskolers anbefalinger til en ny pædagoguddannelse

For det første skal pædagoguddannelsen have et ambitiøst lærings- og studiemiljø. Pædagogstuderende er kendetegnet ved både at have høj motivation og et lavt frafald. Til gengæld peger flere dele af evalueringen på, at der er behov for højere forventninger til de studerende. Professionshøjskolerne foreslår derfor, at en ny pædagoguddannelse dels skal have væsentligt flere undervisningstimer, mere vejledning og feedback. Og dels færre, men mere krævende prøver, der udprøver i hele pædagogens virke; dvs. både viden, dømmekraft og handlekompetencer.

For det andet skal de studerendes handlekompetencer styrkes. En pædagog skal ikke blot være i stand til at identificere problemer, men også reagere og handle. Nu, om lidt og på sigt. Derfor foreslår professionshøjskolerne, at de studerendes handlekompetencer skal styrkes på en ny pædagoguddannelse. Det skal bl.a. ske gennem pædagogiske aktivitetsfag, der løber igennem hele uddannelsen, og hvor de studerende kan opøve færdigheder til at udvikle, igangsætte og arbejde pædagogisk med aktiviteter. Det skal ske gennem flere øvelsestimer, hvor de studerende kan afprøve og fejle i det pædagogiske arbejde i alt fra forældre- og pårørendesamarbejde til de svære magtanvendelser, som de ikke nødvendigvis har mulighed for at gøre erfaringer med i praktikken. Og det skal ske gennem dygtige undervisere med et solidt praksiskendskab, der både kan inspirere, underbygge og udfordre den kommende pædagog.

For det tredje skal praktikken blive et stærkere studie- og læringsrum. Med fire praktikperioder og mere end en tredjedel (36 pct.) af uddannelsen, der foregår i praktik, er det afgørende, at praktikperioder ikke fungerer som adskilte og afkoblede rum ift. den øvrige uddannelse. Det skal hænge sammen. Derfor foreslår professionshøjskolerne en mere vekselvirkende praktik; konkret ved at den anden praktikperiode, der i dag er en samlet blok og fylder et helt semester, i stedet strækkes over flere semestre, så de studerende i højere grad bevæger sig mellem praktiksted og professionshøjskole. Målet er, at den studerende oplever en større grad af vekslen og sammenhæng mellem teori og praksis. Den sammenhæng skal yderligere understøttes af et bedre samarbejde mellem professionshøjskole og praktiksted samt uddannede praktikvejledere.

For det fjerde skal social- og specialpædagogikken styrkes i en tid, hvor vi som samfund har store ambitioner til inklusionsdagsordenen, men bl.a. oplever et stigende antal diagnoser og særlige behov. Her peger evalueringen af pædagoguddannelsen på, at den nuværende pædagoguddannelses grundfaglighed ikke klæder de studerende godt nok på ift. social- og specialpædagogikken. Det er en udfordring, hvis vi skal undgå, at den nuværende udvikling skal føre til en større grad af ud- og adskillelse. Derfor foreslår professionshøjskolerne et stærkt og gennemgående pædagogikfag med dobbeltfokus på både almen-, social- og specialpædagogik. Pædagogen skal stå stærkt i pædagogikken – og både kunne se det særlige i det normale, men også det normale i det særlige.

For det femte skal pædagoguddannelsen være præget af mere sammenhæng end i dag. I dag består pædagoguddannelsen af en række korte moduler, der giver oplevelsen af opbrud. Og uddannelsen er karakteriseret ved en omfattende målstyring. I fremtiden skal pædagoguddannelsen have indført semestre og gennemgående fag, der giver mulighed for længerevarende, sammenhængende forløb, fordybelse og egentlige stamhold, hvor de studerende følger det samme hold gennem uddannelsen. Og så skal målstyringen forenkles betydeligt.

Endelig – og for det sjette – skal pædagoguddannelsen være en stærk grunduddannelse, hvor alle studerende fra start præsenteres for pædagogisk arbejde med børn, unge og voksne. Og hvor den studerende på den sidste del af uddannelsen har mulighed for at tone sin uddannelse i en målgruppe, der matcher arbejdsmarkedets behov.

Professionshøjskolerne vil i den forbindelse foreslå et opgør med begrebet ’specialisering’, der i dag giver forkerte forventninger til, hvad der kan afkræves af en nyuddannet på et professionsbachelorniveau. Man kan ikke være specialist efter en grunduddannelse. Det kræver og vil altid kræve mere. Derfor skal vi også i højere grad se en professionsuddannelse som grunduddannelse, hvor der kan bygges ovenpå. Det er ikke nyt. For sygeplejersker er det i dag en naturlighed, at de kan og skal specialisere sig videre som fx anæstesi-, kræft- eller intensivsygeplejerske. På samme måde skal pædagoger efter grunduddannelsen kunne dygtiggøre sig i et livslangt perspektiv.

På professionshøjskolerne er vi klar til at udvikle en ny og styrket pædagoguddannelse, der skal bidrage til at løfte ambitionerne i dansk velfærdspolitik anno 2022. Men vi har brug for dialog og ikke mindst en god portion politisk vilje til at sikre, at de mange flotte velfærdspolitiske ambitioner også bakkes op af de nødvendige nytænkninger af fremtidens pædagoguddannelse. Danmark har stolte politiske traditioner for at ville noget med vores børn, unge og udsatte. Derfor skal vi også som fællesskab ville mere med vores pædagoguddannelse.