Marianne nåede drømmeuddannelsen med VUC

Marianne Thøgersen har altid drømt om at blive sygeplejerske. Men som så mange andre blev hun ramt af livets uforudsigelighed. Et uheldigt fald betød skader på to ryghvirvler og lang udsigt til uddannelse og job.

42-årige Marianne Thøgersen har aldrig været i tvivl om, hvad hun ville. Hun ville være sygeplejerske. Men vejen dertil, blev ikke så lige, som hun havde forventet. Marianne oplevede en del bump på vejen, men heldigvis har hun også en god viljestyrke, og nu er hun godt på vej.

Det var nu heller ikke, fordi hun altid var lige begejstret for at gå i skolen. Marianne voksede op i den lille by Støvring i Nordjylland, hvor hun stadig bor med sin 18-årige søn, sin kæreste og kærestens søn. Hun var god til det boglige, men med varierende kvalitet af lærere, mistede hun desværre en del af sin selvtillid. Især i matematik, hvor læreren fik hende til at føle sig dum.

”Det var ikke en god klasse. Jeg var egentligt stærk fagligt, men min matematiklærer fik mig til at tvivle på mine egen evner,” siger Marianne.

LÆS MERE: 700.000 uden uddannelse er en del af løsningen på mangel på arbejdskraft i vigtige velfærdsfag

Alligevel begyndte hun på hf efter 10. klasse. Men efter et år fik hun nok og droppede ud og begyndte at arbejde i stedet. Planen var stadig at tage en uddannelse, men da hun stod med en positiv graviditetstest, blev planerne udskudt. Men så skete der det, hun ikke kunne have forudset. Marianne faldt på trapperne og slog ryggen. Heldigvis skete der ikke noget med babyen, men Marianne fik skubbet til to ryghvirvler nederst i ryggen. Desværre blev det slået hen som bækkenløsning af lægen, og derfor gik hun længe med skaden, før der blev gjort noget ved det. De mange smerter i ryggen betød, at Marianne i 2009 fik tilkendt fleksjob. Hun kunne på det tidspunkt kun arbejde i syv timer om ugen.

”Selvom jeg ikke kunne arbejde så meget, så kunne jeg mærke, at jeg gerne ville tilbage. Så jeg kom langsomt op på 20 timer. Og da jeg fik en ny sagsbehandler i 2016, lagde vi en plan, så jeg kunne tage en uddannelse,” siger Marianne.

Kæmpede sig tilbage

Siden skaden havde Marianne været igennem forskellige behandlinger og fysioterapi. Smerterne blev færre, og langsomt begyndte hun at blive klar til det næste skridt. At komme ind på sin drømmeuddannelse.

Men først skulle hun have de fag, hun manglede for at blive optaget på sygeplejestudiet. Marianne havde været forbi VUC en del år tidligere, men havde ikke gennemført. Siden har VUC fået nye tilbud, og kan i dag tilbyde målrettede uddannelsespakker til en lang række professionsuddannelser – blandt andet sygeplejeuddannelsen.

I 2018 begyndte Marianne på en etårig uddannelsespakke på VUC i Aalborg.

”Det var så fedt at gå der, for de andre på holdet var i gang med forskellige fagpakker, og vi var målrettede. Det var også en god måde at komme i gang igen, så jeg lige kunne mærke, hvordan hjernen fungerer efter så mange år væk fra skolebænken,” siger Marianne.

FAKTA: Stort potentiale i 700.000 uden uddannelse

På VUC blev hun mødt med et voksent studiemiljø. Det passede hende godt. I juni 2019 blev hun færdig med fagpakken, og i september samme år begyndte hun på sygeplejeuddannelsen på VIA i Randers.

”Det er et helt nyt liv. Det var en chance, jeg ikke troede, jeg kunne få. Det går hurtigt, og jeg har meget mere ansvar, men jeg er blevet godt rustet til studielivet på VUC,” siger Marianne, som i dag går på tredje semester og er i praktik.

Marianne har stadig lidt smerter i sin ryg, men det hjælper at være i gang i løbet af dagen. Hun ved godt, at der er visse områder inden for sygeplejefaget, hvor hun ikke kan arbejde. Men heldigvis er der mange grene, så hun kan godt finde et område, der passer til sine forudsætninger.

”Der er mange muligheder med en uddannelse som sygeplejerske. Mange spændende specialer. Arbejdsvilkårene skal selvfølgelig passe til mig, men det ved jeg, kan lykkes”.

Tilmeld nyhedsbrev