Sidste år vedtog et flertal i Folketinget et takstløft til pædagoguddannelsen. Nu slår forbedringerne igennem. De studerende får 41 timer mere pr. semester – mere end en uges ekstra undervisning. Det har en mærkbar effekt, siger Camilla Wang, næstformand i Danske Professionshøjskoler.
”De studerende får eksempelvis flere undervisningstimer, stadig fortrinsvis på små hold. De studerende vil også opleve mere vejledning, så alt i alt får de en større kontakt med deres undervisere. Ændringerne imødekommer de behov, der er blandt vores studerende. Det er alt sammen ændringer, som styrker dem i deres fag og klæder dem endnu bedre på til det pædagogiske arbejde,” siger Camilla Wang.
LÆS MERE: Reviderede sigtelinjer for kvalitetsindsatsen i pædagoguddannelsen
Takstløftet er en del af finansloven fra december 2019. Her afsatte partierne bag finansloven 127,5 mio. kr. til pædagoguddannelsen over de næste tre år. Med det økonomiske løft er finansieringen af pædagoguddannelsen på niveau med læreruddannelsen, og det har en betydning, mener Camilla Wang.
”I sidste ende er det her en investering i vores børn og de mange andre, som pædagogerne spiller en vigtig rolle for. Vi kan uddanne endnu dygtigere pædagoger, når uddannelsen får en bedre økonomi,” siger næstformanden.
Mere end fuld valuta for pengene
Opgørelserne fra pædagoguddannelsen viser, at de studerende får flere nye timer mv., end politikerne betaler for. Det økonomiske løft er på ca. 10 procent, men stigningen i aktivitetsniveauet er på 14 procent.
”Vi har høje ambitioner for pædagoguddannelsen, og derfor har vi strakt os meget langt på fundamentet af den nye bevilling. Det afspejler sig også i, at de studerende får mere undervisning, vejledning og andre forbedringer, end det faktiske løft af økonomien indeholder,” siger Camilla Wang.
Den aktuelle situation med coronarestriktioner kan alt efter forholdene på de enkelte uddannelsesinstitutioner have betydning for, hvordan forbedringerne slår igennem.
LÆS MERE: Fakta om pædagoguddannelsen