Synergi, samarbejde, ny baseline og masser af netværk

Overskriften på professionshøjskolernes internationale årskonference 2015 var international synergi. Deltagerne fik også et første kig på de foreløbige resultater fra sektorens nye internationale baseline

KONFERENCE – Det var UCN, som denne gang var vært for professionshøjskolernes internationale årskonference onsdag og torsdag den 29. og 30. april i Aalborg med omkring 90 deltagere.

Overskrifterne for konferencens første dag var professionshøjskolernes nye internationale baseline ved rektor Laust Joen Jakobsen, regeringens handlingsplaner og de professionsrettede uddannelsers internationalisering ved Lars Beer Nielsen fra Uddannelsesstyrelsen, og som keynote et oplæg om den nødvendige synergi på de internationale markeder ved tidligere præsident for EAIE, nu strategikonsulent ved iE&D Solutions, Gudrun Paulsdottir.

Ros til fælles Code of Conduct
Efter velkomst ved rektor for UCN, Kirsten Ravn Bundgaard, og international chef for UCN og ansvarlig for konferencen, Ole Faaborg, kom Lars Beer Nielsen i sit indlæg med en opfordring til, at professionshøjskolerne arbejder tættere sammen om det internationale område og roste arbejdet med den fælles Code of Conduct.

Han kom også ind på de fire vigtigste faktorer for, at internationale studerende vælger en karriere i Danmark. Det er arbejdsmarkedets tilknytning under studiet, karrierevejledning under studiet, længden af ophold i Danmark og endelig oprindelsesland. Jo tættere på, de internationale kommer fra, des mindre chance er der for, at de vælger at arbejde i Danmark efter endt uddannelse. Og hvis man kun må sige en ting, er den klart vigtigste faktor for at fastholde internationale studerende i Danmark et job, mens de studerer.

Professionshøjskoler har alle kort på hånden
Gudrun Paulsdottir understregede i sit indlæg de globale sammenhænge og internationale konflikter og økonomi vi må tage højde for i udviklingen af vores uddannelser og som kræver at vi er opdaterede og gør en indsats.

Hendes pointe til professionshøjskolerne er, at der skal samarbejdes i stedet for at konkurreres, og at vi skal holde op med at se os som en lillebror i forhold til universiteterne. Vi er relevante og giver rigtig meget tilbage til samfundet på andre måder end universiteterne gør. Vi producerer ikke Nobelpristagere, men har ellers alle de nødvendige kort på hånden, så det handler mere om at spille dem rigtigt, sagde hun.

Ifølge Gudrun Paulsdottir komplimenterer universiteterne og professionshøjskolerne hinanden og det skal vi endelig blive ved med. Hendes udgangsreplik og overgang til Laust Joen Jakobsens præsentation af de foreløbige resultater fra sektorens nye internationale baseline var, at no one can work alone anymore.

Baseline er en vigtig viden om sektoren
Laust Joen Jakobsen præsenterede derefter de foreløbige resultater fra professionshøjskolernes internationale baseline, som endelig godkendes af rektorerne senere på måneden. Det er vigtigt, at vi som sektor får en viden om os selv i forhold til at kunne forholde os til regeringens ambitiøse mål omkring internationalisering på uddannelsesområdet, sagde Laust Joen Jakobsen om baggrunden for baselinen. Regeringens one size fits all-målsætning til uddannelser, der er vidt forskellige og har vidt forskellige forudsætninger for internationalisering, blev også drøftet. Svaret til det var, at det har været vigtigt at sende et signal om, at uddannelser skal arbejde mod at blive mere internationale.

Ud over de politiske signaler og overordnede linjer i baselinen blev der debatteret en række meget konkrete ting som for og imod e-læring, længden på hvad der godkendes som uddannelsesophold, tekniske ting i forhold til svarprocenter, potentiale i mere samarbejde, eksempler på, hvordan andre landes institutioner samarbejder etc.

Resten af onsdagen bød på fire workshops fælles afslutning og middag om aftenen.

Morgensang med børnekor
Dag to, torsdag, blev indledt med morgensang fra to kor fra den lokale Skipper Clement International Skole. Den faglige del blev indledt med oplæg om, hvilke internationale kompetencer der er brug for hos sektorens undervisere på de internationale hold, og hvordan man får tingene til at hænge sammen på de internationale kontorer i en tid med stigende udgående mobilitet.

Sidstnævnte var et oplæg fra UCL om deres nye organisering på det internationale område, som kort fortalt gik ud på mere forankring i topledelsen, mere formelt samarbejde med grunduddannelserne om internationalisering og at se organiseringen og opgaverne i et koncernperspektiv, så der ikke opbygges parallelle funktioner. Er en international hjemmeside eksempelvis en opgave for den internationale afdeling eller kommunikationsafdelingen?

Dag to bød også på workshops og fælles afrunding efter formiddagens oplæg.

Stort potentiale i at samarbejde
Ole Faaborg international chef UCN og ansvarlig for konferencen er godt tilfreds med de to dage i Aalborg.

”Den her konference viser, at der er et stort potentiale på det internationale område for konkret erfaringsudveksling og videndeling i vores sektor. Den viser også, at der er mange opgaver, vi med fordel kan udvikle og løse som sektor frem for, at vi på institutionsniveau hver i sær bruger ressourcer på ens løsninger eller på at løbe de samme døre ind,” sagde Ole Faaborg.

Professionshøjskolernes årlige internationale konference arrangeres af professionshøjskolernes internationale netværk og en professionshøjskole har bolden på skift. Næste gang er det UCL, som har sagt ja til at påtage sig opgaven. Konferencen holdes i Odense i april 2016.

Se fotos fra den internationale konference

 

Præsentationer og keynotes fra UC-konferencen i Aalborg 2015
Kontorchef i Uddannelsesstyrelsen Lars Beer Nielsen:
Om professionsrettede uddannelsers internationalisering og regeringens handlingsplan

Strategikonsulent Gudrun Paulsdottir, iE&D Solutions (tidligere præsident for EAIE):
Den nødvendige synergi på de internationale markeder – om samspil mellem universiteter, professionshøjskoler, netværk og virksomheder

Rektor Laust Joen Jakobsen, UCC, Rikke Nielsen, VIA og repræsentanter fra Rambøll:
UCernes nye Baseline – Hvor er vi henne?

Carl Redmond og Luigi d’Ambrosio fra UCN:
Hvilke internationale kompetencer er der brug for hos sektorens undervisere på de internationale hold

Christina Højsgaard Madsen, UC Lillebælt:
Hvordan får vi tingene til at hænge sammen på de internationale kontorer i en tid med stigende udgående mobilitet?

Bettina Andersen, Team leader CJU (AU-DMJX) og Inger Munk, Head of International Department DMJX:
DMJX og Aarhus Universitet: centersamarbejde om udbud af kandidatuddannelser (Præsentation er ikke tilgængelig)

Susanne Suhr Andersens, Special advisor / International advisor, International Educational Programmes, UFM:
Sektorsamarbejde og Internationale Uddannelsesprogrammer

Af UC Sjællands Chef for Forskning og Innovation, Niels Henrik Helms, fremlagt af Morten Pristed, UC Sjælland:
UCernes internationalisering og forskningsudvikling på internationalt plan

Teamleder Mette Samuelsen, UCN og Lasse Frimand Jensen, formand for Uddannelsesrådet i Aalborg kommune:
Danske studiebyer – et nyt netværk?

Annette Maagaard, UC Syd og Ole Faaborg, UCN:
Code of Conduct – status, brug og konsekvenser (Præsentation er ikke tilgængelig)

 

Deltagerliste

Tilmeld nyhedsbrev